mandag den 21. juli 2014

Efterårsplaner for haven

Ja, højsæsonen må jo siges at være over os, og udover at nyde det, får det også overvejelser om haven til at poppe op. Jeg har nu så småt haft et par havesæsoner her i haven, og begynder lige så stille, at finde ud af hvad jeg vil med haven. Al begyndelse er jo svær, siger de kloge, og jeg kan da også se, at jeg indimellem får lavet fejl - men så lærer man jo af det. Det fører mig til, at jeg har adskillige ting jeg gerne vil have lavet her til efteråret, og tænkte, at jeg vil samle det her:
 Stauder
  • Staudebedet, som blev anlagt sidst efterår, er bestemt en succes, men der er også ting jeg ikke helt har overvejet - fx. står mine 40 cm høje akelejer nu i skjul bag de 150 cm høje indianermynter. Så første punkt her på listen må blive at omrokere lidt i bedet, nu hvor jeg har en bedre idé om hvordan det hele kommer til at se ud i blomst. 
  • Derudover skal der deles stauder, da jeg (med vilje) satte dem tæt sidste år. 
  • I foråret købte jeg en dværg-rhododendron, uden egentligt helt at vide hvor den skulle være - den røg derfor ned i det bagerste hjørne, men jeg har nu besluttet at den skal op i det modsatte hjørne af haven. Her påtænker jeg, at lave en mindre forhøjning, i det afrundede bed rundt i hjørnet, hvor rhododendronen så skal stå øverst. Det fungerer rigtig fint med lidt højde i haven, synes jeg, så det skal der til.
  • Vores forhave er primært græs - og det er altså lidt kedeligt, så her planlægger jeg at lave et par mindre, runde bede midt i det hele. Det falder næppe i god jord hos manden min, da han jævnligt klager sin nød, hvis græsslåningen bliver for besværlig med alle mine ideer, men så må jeg jo selv igang med en skovl :-D Hvad bedene skal indeholde har jeg ikke besluttet endnu, men måske hortensia eller roser - eller begge dele...
  • Mine store krukker, bl.a. med træer, trænger snart til ny jord, så det kunne også blive et efterårsprojekt, inden de bliver sat i vinterhi. Der er vist også nogle af stauderne i krukker, der trænger til en deling.
Højbede
  • Vores højbede er hårdt spændt for, og brædderne lister lige så stille ud af hjørnestolperne - så det er vist et projekt for min mand engang i løbet af efteråret, når de sidste grøntsager er færdige. 
  • De skal derudover males helt sorte, og så kunne det øverste jordlag nok også trænge til en udskiftning.
  • Jeg har nu lært at ærter altså skal have noget seriøst klatrehjælp - et par pinde med snører er ikke nok, så når de sidste snart er plukket, og resterne fjernet, vil jeg have et rionet gravet ned, så de har noget ordentligt at kravle op af næste år.
Derudover har vi stadig gang i projekt haveskur, foruden at vi mangler at sætte det sidste hegn og låge op ved den nye terrasse - så det er bestemt ikke opgaver vi mangler her i huset!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar